Fagbeskrivelser:

AVU IT basis

AVU IT G-niveau

 

Grundlæggende it, basis

1. Identitet og formål

1.1 Identitet

Videnssamfundet bygger på informationsteknologi. Såvel fra uddannelses-, arbejds- som privatsfæren stilles der krav om aktiv anvendelse af it. De nødvendige it-kvalifikationer er en forudsætning for at kunne deltage aktivt i et demokratisk samfund i stadig udvikling, derfor er det af afgørende betydning, at borgerne behersker grundlæggende it, ligesom stadigt flere informationskilder udelukkende foreligger elektronisk. En voksende del af kommunikationen foregår med anvendelse af it, ligesom stadigt flere informationskilder udelukkende foreligger elektronisk.

I faget grundlæggende it arbejdes der inden for forskellige områder med løsning af en række konkrete problemstillinger, der viser fordele ved benyttelse af it.

1.2 Formål

Formålet med undervisningen er, at kursisten oplever computeren som et nyttigt og anvendeligt medie og arbejdsredskab. Kursisten skal tilegne sig færdigheder og rutine i at anvende it som personligt redskab til videre uddannelse og til løsning af opgaver i arbejds- og privatliv.

2. Faglige mål og fagligt indhold

2.1 Faglige mål

Målet er, at kursisten på hensigtsmæssig måde kan:

 

a) starte og afslutte et arbejde ved en computer

b) håndtere forskelligartede programmer med pegeredskab og tastatur

c) gemme og hente filer på relevante lagringsmedier

d) anvende grundlæggende funktioner i et browserprogram til at finde informationer på baggrund af adresse, link og simpel søgning.

e) anvende internettet til elektronisk kommunikation.

 

2.2 Kernestof

Kernestoffet er:

 

a) Anvendelse af pegeredskab og tastatur i forskellige programmer

b) Enkel filhåndtering i forbindelse med lagring

c) Arbejde med internettet

d) Elektronisk kommunikation.

 

2.3 Supplerende stof

Det vil ikke være muligt at opfylde de faglige mål på grundlag af kernestoffet alene. Det supplerende stof skal uddybe og perspektivere kernestoffet. Det supplerende stof kan bl.a. være indtastning af begrænsede datamængder og enkel redigering samt løsning af konkrete opgaver, der perspektiverer og uddyber dele af kernestoffet.

3. Tilrettelæggelse

3.1 Didaktiske principper

Faget retter sig mod kursisten, som ikke nogen eller kun ganske få erfaringer i brug af computer, og som ønsker at lære grundlæggende anvendelse af computeren med tilhørende udstyr.

Der arbejdes grundigt med tastatur og pegeredskaber, så kursisten bliver fortrolig med disse som styringsredskaber af diverse programmer. Flere forskellige programmer præsenteres for kursisten, så denne oplever ensartetheden i styring af disse. I undervisningen anvendes de relevante termer og begreber for faget. Arbejdsrutiner, termer og begreber forklares enkelt uden detaljeret og maskinteknisk uddybning. Det er vigtigt, at basiskursisten bliver præsenteret for tingene i et moderat tempo, så den nye viden og de nye færdigheder kan nå at blive akkumuleret.

3.2 Arbejdsformer, herunder skriftligt arbejde

Kursistens selvstændige arbejde med computeren vil fylde en stor del af uddannelsestiden. Dette arbejde kan igangsættes af et læreroplæg, der demonstrerer relevante problemstillinger og sætter det konkrete arbejde ind i en større sammenhæng. Det tilstræbes, at kursisten får en eksperimenterende arbejdsform, hvor afprøvning af programmernes muligheder bliver fremherskende.

3.3 It

Konkret anvendelse af it vil være fremtrædende i undervisningen for at kunne vise, hvordan computeren kan være et nyttigt og anvendeligt medie og arbejdsredskab.

3.4 Samspil med andre fag

De opnåede grundlæggende it-færdigheder vil kunne bruges i alle andre fag i forbindelse med integrering af it.

4. Evaluering

4.1 Løbende evaluering

Læreren og kursisten evaluerer løbende undervisningens form og indhold samt læreprocessen og de faglige fremskridt i forhold til de faglige mål, der er præciseret for kursisten. Evalueringen kan være skriftlig, mundtlig eller elektronisk.

4.2 Faglig dokumentation

På baggrund af lærerfremstillede spørgsmål søger kursisten i uddannelsestiden informationer på internettet. Svarene sendes i en e-mail til læreren.

Opgaveløsningen skal dokumentere, at kursisten kan starte og afslutte et arbejde ved en computer, anvende pegeredskab og tastatur og finde informationer på baggrund af adresse, link og simpel søgning samt sende en e-mail.

Til toppen


 

Grundlæggende it, niveau G

1. Identitet og formål

1.1 Identitet

Videnssamfundet bygger på informationsteknologi. Såvel fra uddannelses-, arbejds- som privatsfæren stilles der krav om aktiv anvendelse af it. De nødvendige it-kvalifikationer er en forudsætning for at kunne deltage aktivt i et demokratisk samfund i stadig udvikling, hvorfor det er af afgørende betydning, at borgerne behersker grundlæggende it. En voksende del af kommunikationen foregår med anvendelse af it, ligesom de største og mest anvendte informationskilder foreligger elektronisk. I faget grundlæggende it arbejdes der inden for forskellige områder med løsning af en række konkrete problemstillinger, der viser fordele ved benyttelse af it.

1.2 Formål

Formålet med undervisningen er, at kursisten oplever computeren som et nyttigt og anvendeligt medie, arbejds- og kommunikationsredskab. Kursisten skal tilegne sig færdigheder og rutine i at anvende it som personligt redskab til videre uddannelse og til løsning af opgaver i arbejds- og privatliv.

2. Faglige mål og fagligt indhold

2.1 Faglige mål

Målet er, at kursisten på hensigtsmæssig måde kan:

 

a) anvende et browserprogram til at finde informationer på baggrund af adresse, link og kvalificeret søgning

b) vurdere troværdigheden af og viderebehandle fundne informationer

c) anvende internettet til elektronisk kommunikation

d) organisere og strukturere data

e) anvende it til løsning af konkrete opgaver i forbindelse med uddannelse, privat- eller arbejdsliv

f) præsentere it-baserede løsninger af konkrete opgaver.

 

2.2 Kernestof

Kernestoffet er:

 

a) Arbejde med internettet

b) Elektronisk kommunikation

c) Filhåndtering

d) Løsning af konkrete opgaver med udgangspunkt i kursistens ønsker

e) Præsentation af opgaveløsning.

 

2.3 Supplerende stof

Det vil ikke være muligt at opfylde de faglige mål på grundlag af kernestoffet alene. Det supplerende stof skal uddybe og perspektivere kernestoffet. Som supplerende stof kan bl.a. indgå håndtering af tekst, arbejde med publikationer, billedbehandling, arbejde med lyd, bearbejdning af talmateriale, arbejde med interne og eksterne kartoteker og håndtering af styresystem.

3. Tilrettelæggelse

3.1 Didaktiske principper

Faget retter sig mod kursisten, som har nogen erfaring i brug af computer, og som ønsker at arbejde med it til løsning af konkrete opgaver. Der arbejdes med forskellige programmer, så kursisten opnår en vis rutine i brug af disse. Kursisten skal ligeledes blive bevidst om, at forskellige programmer har forskellige anvendelsesområder, men samtidig en vis ensartethed i brugerflade. Faget skal bibringe kursisten forståelsen af, at nye programmer, nye programversioner og nye anvendelsesområder er medvirkende til, at it til stadighed udvikles.

I arbejdet med løsningen af kursistens konkrete opgaver sættes fokus på kursistens personlige ønsker og behov. Arbejdet med disse individuelle opgaver vil kræve forskellige programmer. Derfor kan et bestemt program ikke være det centrale i undervisningen. Derimod er de konkrete individuelle opgaver igangsættende og bestemmende for arbejdet og for valg af programmer.

3.2 Arbejdsformer, herunder skriftligt arbejde

Kursistens selvstændige arbejde med computeren vil fylde en stor del af uddannelsestiden. Dette arbejde kan i forbindelse med det fælles kernestof igangsættes af et læreroplæg, der demonstrerer relevante problemstillinger og sætter det konkrete arbejde ind i en større sammenhæng. Det tilstræbes, at kursisten får en eksperimenterende arbejdsform, hvor afprøvning af programmernes muligheder bliver fremherskende.

3.3 It

Konkret anvendelse af it vil være fremtrædende i undervisningen for at kunne vise, hvordan computeren og evt. andre digitale medier kan være nyttige og anvendelige arbejdsredskaber.

3.4 Samspil med andre fag

De opnåede grundlæggende it-færdigheder vil kunne bruges i alle andre fag i forbindelse med integrering af it.

4. Evaluering

4.1 Løbende evaluering

Læreren og kursisten evaluerer løbende undervisningens form og indhold samt læreprocessen og de faglige fremskridt i forhold til de faglige mål, der er præciseret for kursisten. Evalueringen kan være skriftlig, mundtlig eller elektronisk.

4.2 Prøve

Der afholdes en kombineret mundtlig og praktisk prøve.

Forlægget til prøven er eksaminandens synopsis, der er udarbejdet på baggrund af et problemområde, som er fundet egnet af læreren. I synopsen indgår en kort beskrivelse af valgte it-værktøjer. Censor er gjort bekendt med synopsen forud for prøven.

Prøven består af en samtale mellem eksaminanden og eksaminator. Eksaminanden giver en redegørelse for problemområdet samt en beskrivelse og vurdering af valgte it-løsninger. Under samtalen demonstrerer eksaminanden anvendelse af de valgte it-værktøjer. Eksaminationstiden er 25 minutter.

Selvstuderende

Selvstuderende fremstiller synopsen på grundlag af et problemområde, der er fundet egnet af institutionen som eksaminationsgrundlag.

4.3 Bedømmelseskriterier

Bedømmelsen er en vurdering af, i hvilket omfang eksaminandens præstation lever op til de faglige mål, som er angivet under pkt. 2.1.

Der lægges vægt på eksaminandens:

 

a) præsentation og vurdering af det valgte problem

b) løsningen af det valgte problem

c) håndtering af de valgte it-værktøjer.

 

Der gives én karakter.

Til toppen