Af Torben Jessen
- Og det er så - Jacob?
- Ja, Jacob Jensen.
- Goddag, jeg hedder Gabriel.
- Goddag Gabriel.
- Værsgo at sidde.
Stolen mærkes behagelig, selv om jeg er
en kende nervøs. Ved ikke rigtigt, hvad
der venter mig. Jeg sidder over for den
høje skikkelse, der straks indgyder
respekt ved sin stærke personlige
udstråling. Hm.. Sikkert karismatisk
ledertype.
Der er en anderledes her. Ikke skyggen
af stress. Dog måske lige bortset fra de
basunfanfarer, da jeg gik igennem den
smalle port. Et klaver havde været mere
min smag. Jeg tager mig tid til at
studere omgivelserne.
- Det er et dejligt sted, I har her. Jeg
har læst en del om det, men havde ikke
lige tænkt mig, det så sådan ud? Jeg kan
se, det er holdt i lyse og venlige
farver. Jeg interesserer mig meget for
arkitektur, men det her overgår alle
forventninger.
- Ja, vi er også meget glade for det.
Men nyt er det jo ikke.
- Hvor mange er I her? Følger jeg
nysgerrigt op. Syntes jeg så kendte
ansigter blandt dem, der på afstand
følger med. Her har de åbne miljøer
åbenbart været brugt i mange år.
- Åh, sådanne opgørelser har vi ikke
rigtigt. Mange har meget alsidige
opgaver, rejser en del ud. Vi er meget
udfarende, og nogen kommer og går hele
tiden. Egentligt sidder vi på hele
markedet, men vi har en konkurrent,
øh..tja... ja, egentligt er det vel ikke
en konkurrent... hm hm....Vi nærmest
supplerer hinanden, så personer, der er
fejlplaceret, kan komme de rigtige
steder hen.
- Det lyder meget interessant. Sker det
tit?
- I øjeblikket er der lidt stille, men
ind i mellem så popper der situationer
op, men slet ikke som for 60-70 år
siden. Da vi fik en op...
Gabriel holder en lille pause, og jeg
kan høre at hans stemme bliver
anstrengt. .....der havde et helt følge
med af ballademagere. Det tog tid at få
ryddet op, men det siges, det går dem
vældig godt det andet sted. Nå, men det
er dig, det handler om. Gabriels stemme
var normal igen.
- Skal vi gå videre?
- Ja, gerne for min skyld. Det med at
være udfarende kunne være meget
spændende. Måske kan jeg få hjælp til at
forbedre mine utilstrækkelige
sprogkundskaber, der kun omfatter tysk,
lidt engelsk, og så selvfølgelig dansk.
Gabriel læner sig tilbage og studerer
mig. En lille pause, hvor jeg tydeligt
kan høre lyde, der synes at komme et
sted under mig. Jeg ved godt, hvad det
er, men jeg kan ikke gøre mere for
Kirsten og de andre, og skubber tankerne
fra mig. Nu er det fremtiden, det
gælder.
- Kunne du tænke dig at rejse? kommer
det fra Gabriel. Det er åbenbart ham,
der sætter folk i gang.
- Uh ja, det ville være rigtigt fint.
- Så siger vi det. Det er sådan, at alle
nye får tildelt en coach i prøvetiden.
Gabriel klapper i hænderne, og ud af
ingenting træder endnu en høj, lys
skikkelse frem medbringende lyse
gevandter over armen. Mit arbejdstøj?
Der er åbenbart ingen smalle steder her.
Sagerne er bare i orden.
- Ja, det er så Sven. Det er ikke så
længe siden, han har prøvet af være ny.
Så han kender vores måde at gøre tingene
på godt. Ikke sandt, Sven.
Sven nikker og smiler indforstået.
- Ja, faktisk fik vi ham fra
konkurrenten, fortsætter Gabriel. Han
passede vel bedre ind her. Der var for
meget vind omkring ham til, at de kunne
holde ud at have ham.
Arbejdstøj, coach.... Jeg skal virkelig
tage mig sammen. Der skal ikke kunne
sættes en finger på min loyalitet. Det
andet sted kan umuligt være lige så godt
som her.
Sven gør venligt tegn til, at jeg skal
rejse mig. Han giver mig arbejdstøjet
på, retter lidt hist og pist.
- Nej hvor fint. Det passer dig
perfekt!
Gabriel rejser sig og kommer over til
os.
- Nu gør jeg lige noget ved dig, og det
kan måske nok føles mærkeligt, men du
kommer hurtigt over det, og bagefter kan
du slet ikke undvære det.
Gabriel lægger hånden på min ryg, og jeg
mærker, hvordan varmen når ind. Ligesom
når Kirsten lavede healing på mig. Men
nu sker der noget. Føles ikke
ubehageligt, nærmere mærkeligt.
- Et sidste spørgsmål, Jacob, inden jeg
glemmer det. Er du tilfreds med din
indsats, der hvor du tidligere har
været.
- Ja, bestemt, svarer jeg, meget
tilfreds. Jeg kan mærke glorien over
mig. Er bestemt stolt af det, jeg kan.
-Så nu er du færdig....Sven vil du tage
over...Hav det godt Jacob. Glæder mig
til at høre lidt fra dig efterhånden.
Sven skubber til mig og jeg
falder.....og falder....
- Kom så Jacob. Du kan godt?
Efter nogle forsøg virker det for mig.
Sven peger smilende opad med sin hånd,
men jeg ryster på hovedet.
- Der er lige noget, jeg skal ordne, og
forsvinder et øjeblik.
Kirsten står udenfor. Solen skinner
dejligt på denne lidt kølige
novemberdag.
- Rart lige at få lov at være sig selv,
få de andre lidt på afstand.
Taknemmeligt sender hun en varm tanke
til solen, og vender sig for at gå ind
til de andre på kroen. Her er stemningen
nu vendt og gæsterne er højrøstede.
- Godt det ikke kun blev til kaffe,
tænker hun, da et lille varmt vindpust
mærkes på hendes højre kind, og som en
refleks tager hun hånden op.
- Mærkeligt, hvor kom det fra? Hun
undrer sig.....smiler lidt stille for
sig.....Så går hun ind.
