Af Torben Jessen

Jeg kigger ud gennem glasvæggen fra mit kontor. Der sidder endnu en del personer derude.
Glasset er ikke helt gennemsigtigt, men lidt matteret…eller hvad man nu kalder det.
Jeg kan skimte de omvendte bogstaver, der er påsat ruden: neslerytsegnidnældu …..men det sidste ”opholdstilladelser” kan jeg ikke se.

Det har været en travl dag, og jeg lader de næste ansøgere vente lidt….nu har de alligevel ventet så længe, så et par minutter fra eller til, hvilken rolle spiller det? Tilfreds med dagens arbejde nipper jeg til min varme kaffe med et –ah!

Så får jeg øje på den ældre herre. Hvidt skæg. Langt. Han sover….tøjet er heller ikke fra vore kanter. De går altså nu mærkeligt klædt mange af dem. Med den kultur. Hvordan i alverden skal de da nogensinde falde til i vores kultur?

Jeg tager den næste ind, og den næste igen, og som den tredje ansøger står den gamle mand foran mig, og jeg beder ham sætte sig i stolen.
- Midlertidigt ophold? Min stemme er lidt påtaget distræt, men med en undertrykt forhåbningsfuld klang, og jeg overhører fuldstændig hans ”atju”. Er det et nys eller prøver han at sige noget? Hvis han kommer ind, bliver vi sikkert overrendt med dem. Det bliver ikke et kønt syn at have dem farende rundt omkring til foråret, med al den kulør på deres tøj.

Han er tydeligt over 24 år, så det problem har jeg da ikke med ham.
- Taler du dansk? Engelsk?....???
Han ryster benægtende.
- Har du en uddannelse?
Hovedet ryster igen benægtende, og det store skæg fejer fra side til side. Bare han dog ikke har lopper eller det, der er værre tænker jeg med væmmelse.
Jeg kunne se, at han forsøger at sige noget.
-Dec….ba..ri….
- nej, her er vi ikke barbariske. Hvad tænker han da. Jeg fortsætter opgivende min udspørgen, og ærgrer mig over, at de ikke har sendt en tolk med.
- Har du noget familie i Danmark?
Igen en benægtende hovedrysten.

Jeg kigger ned i hans papirer. Noget med at klimaforandringerne har medført, at hans bopæl er blevet oversvømmet. Men det sker jo alle steder overalt på jorden i disse tider, men de kan da for pokker ikke alle sammen regne med at skulle bo i Danmark.

Han prøver igen med et par brokker.
- Vigt..vigt…tunis…..
Tunis. Jeg trak på smilebåndet. Så ville han da have være sort som kul, og med den mave ligner han ikke en, der kan sidde ret længe på en kamel. Min konklusion er klar nu. Jeg tager det røde stempel, og stempler bredt hen over angsøgningen: Ikke godkendt!

Jeg rækker ham papiret, samtidig med at jeg vinker med en let hoverende attitude hen mod døren med et overbærende smil.
- Du finder selv ud, ikke?
Han rejser sig. Vender sig bedrøvet om, og trasker hen mod døren med en ludende holdning. Da han åbner døren vender han sig om, og ser på mig med et sidste bedende udtryk.
Jeg vinker afværgende med hånden, og han trækker opgivende på skulderen.
Men hvad er det? Aner jeg en vredt glimt i hans ansigt. Hvad er det han siger?
I teg Seer nar toq!...
-???????
- Tal dog dansk, mand! Tænker jeg, men afgørelsen står ikke til diskussion, og jeg er klar i min holdning. Ministeren står bag mig. I næste måned vil jeg blive Ridder af Dannebrog. Yeps. Den er hjemme.

Jeg når lige at se ham svinge en sæk op på skulderen. Brun mod rødt. Herre Gud. Han har ikke en gang råd til en kuffert!

Jeg går hen til vinduet og kigger ned. Jeg smiler i mit stille sind.
Den gamle mand diskuterer med en betjent, mens sneen daler lige så stille ned over dem begge.
Betjenten er ved at skrive et bødeforlæg, og jeg hører nogle få ord fra den vrede betjent.
- Jeg er ligeglad med om den kan flyve. Den skal ikke holde foran den brandhane!