Af Torben Jessen

Hvad er det, der kendetegner en god tradition? Hvad skal den handle om? Er det et spørgsmål om musik? Eller handler det hele om passion?

De fleste forbinder traditioner med jul, nytår, Sct. Hans eller lignende. Et tidspunkt, hvor man samler familie eller venner år efter år til et arrangement, hvor nærvær, stemninger, historier og aktiviteter smelter sammen til en højere enhed, og efterlader en med en følelse af tilfredshed med og glæde over tilværelsen. Bemærkningen: - Kan du huske det år, hvor fætter Frands tabte gebisset ned på tallerkenen, da han……. plejer at være fast ingrediens.

Når jeg fejrer Sct. Hans aften år efter år ved Tomaj strand, så tænker jeg hver gang, at det er ligesom nytårsaften. Undervisningsåret går fra sommer til sommer og følelsen af igen at have klaret arbejdet tilfredsstillende er den fornemmelse, jeg får, når jeg sidder rundt om bålet og kigger på de mennesker jeg holder af. Ud på aftenen har jeg det som om, jeg smelter sammen med stemningen, og bliver stemning selv. Derfor er Sct. Hans ligesom mit personlige nytår.

- For resten, begynder jeg at fortælle for et par år siden. Vi sidder rundt om bordet ude ved Børge i Arnum, - I går blev der fanget en laks på 20 kg ved Harrebybroen af en 5 årig knægt i rullestol. Ingen reaktion! –Ja, han var nede at fiske, sammen med sin gamlebedstemor på 90 år! Stadig ingen reaktion. – Ja, den var så stor, at de måtte ringe efter Falck! – Efter Falck, kom det eftertrykkeligt fra Børge, hvorefter det gik op for ham, at det var en aprilsnar. Ingen af de første oplysninger vækkede hans mistænksomhed, drengen på 5 år i rullestol, fiskeriet i fredningstiden, bedstemor på 90 år, ja alle disse rimeligt overdrevne oplysninger er spiselige som den bedste fiskehistorie lige ind til Falck kommer på banen….

Det er 1. april, og jeg har prøvet den før. Den går hver gang!!! Det er ganske vist!

Den 1. april er netop, hvad fortællingen her handler om.

Den 1. april åbner fiskeriet, som det har gjort nu i snart mange år, og hernede handler det jo næsten om en regional helligdag. Folk tager fri fra arbejde eller indretter sig på anden måde på, at den dag, skal altså bare være en fiskedag. Fredet for familie, arbejde eller hvad det nu kan være. Den dag er simpelt hen en fiskedag for mange.

I mit liv var jeg i mange år lige præcis ude at fiske denne dag, og jeg kan huske at der var en stemning af aura omkring det? Kunne man være så heldig at fange noget spændende? Ville vi møde kammeraterne derude? Hvordan ville vejret blive.

Som ung startede jeg med at cykle de 25 km ud til åen, senere blev det på knallert helt ud til Enderupskov. Jeg skyede ingen midler for at komme langs, og dengang gaves ingen mors bus!

Når jeg dengang brugte så meget energi på at komme langs, så var jeg til gengæld også mættet med indtryk, når jeg cyklede hjemad. Derfor husker jeg også nogle ture, som noget særligt. F.eks. det år, hvor jeg kørte helt ud til Enderupskov på min knallert i hylende snestorm for at fiske i 5 minutter inden de gik hjemad igen. Men jeg var med! Et andet år husker jeg for, at kammeraterne og jeg gik på samme strækning, men denne gang i bar overkrop og nød den varme forårssol.

Men sjældent blev der fanget noget denne første dag.

Underligt nok, så steg denne episode med de bare overkroppe op i mig, efterhånden som tanken formede sig, at vejret meget vel kunne gå hen at blive lige så flot netop i år, og det gav denne utrolige dejlige følelse af spændt forventning.

Jens og Mary, Martin og jeg mødtes også dette år, som så ofte før ved Børge og Tove for at spise rundstykker og beslutte, hvor slaget skulle stå. Ganske rigtigt, traditionen tro, kom historierne frem: - Kan du huske dengang, Peter kom med den forkerte båd i Helsingør? - Ja, det skrev jeg om i bladet, men den fik jeg tilbage, da jeg engang glædestrålende fortalte Peter, at jeg havde fanget min første stalling, hvortil han tørt svarede: - For det første er det i fredningstiden, og for det andet var den for lille! – Og det skrev han så om i bladet…….. og så gik snakken lystigt videre, indtil vi bevægede os ind på stedet for dagens fiskeri. Vi endte med at ville til Hjartbro ved spejderlejren og kørte af sted.

Der hvor vi endte helt nede ved åen, var der ikke andre lystfiskere. De gik længere oppe. Det var en dejlig fornemmelse, at her tilsyneladende var et stykke å, der ikke var overfisket fra morgenstunden.

Vådfluen faldt med præcision kast efter kast til den modsatte side, drev på tværs og opførte sig eksemplarisk. Det forventede ryk kom da også, medens jeg gik i egne tanker, men nåede alligevel at give modhug. Den var lille og lige ind jeg ville løfte den af vandet, hoppede den af.

På de små 150 meter fik jeg 4-5 hug af små ørreder, og heraf en op, men det gjorde ikke noget. Det, der var så fantastisk var jo netop solen, vandets rislen, naturens duft af kommende forår og ikke mindst fuglenes sang, og med det i tankerne flød formiddagen af sted i sin egen rytme, indtil vi samledes for at spise brød og kage nede ved bilerne. De andres udbytte var også magert.

Vi lå og flød som vi nu bedst kunne, og morgenens snak gik roligt videre, og det blev ren nydelse, og vi kunne have ligget der endnu, hvis ikke en behjertet sjæl holdt fast i, at vi var kommet for at fiske!!! Så turen gik videre til Flads å bag Fole dambrug.

Her så det til gengæld ud, som om der havde gået en enkelt!!!, højst 2, før vi kom, og det fik mig da til at undre mig. For jeg kan da huske fra tidligere år, at der plejede at være mange på dette stykke.

Der var mere koldt og blæsende her. Fluen var svær at styre og Jens havde skiftet til tohåndsstang, men lige meget hjalp det. Ingen af os fik noget. Klokken var efterhånden blevet mange. Mary var for længst hjemme, Martin havde børnebørn på besøg, så det endte med at jeg alene tog op til Nybøl Gods og prøvede det, men udne mere held. Til gengæld er Nybøl Gods blevet noget så flot, når jeg tænker på, hvordan det en gang har set ud. Jeg var faktisk en gang inde i det, hvor det virkeligt trængte til en kærlig hånd, og det har det så fået nu, kan man se og glæde sig over.

En gang fantaserede jeg om, at det kunne være et dejligt sted som pensionat for gamle lystfiskere, eller måske et fiskehotel med små hytter, som de findes i USA. Jeg tænker her på filmen: En guldfisk i snor. Rock Hudson spiller hovedrollen som ansat i en grejforretning som ekspert. Han meldes derfor til en fiskekonkurrence ved en lille sø som repræsentant for firmaet og udstyres med den nyeste teknik på området. Humlen ved det hele er naturligvis, - at han aldrig har fisket. Ved pure held kommer han øverst på tavlen. Dog efter mange forviklinger ender han med at bekende kulør, og lader den rette få præmien, medens han fik pigen!

Jeg har ofte for vane lige at køre hjem over Jels å ved Mojbøl, og for et par år siden kunne jeg fra broen i Mojbøl stå at kigge ned på en stor havørred, der cirkulerede lidt frem og tilbage. På daværende tidspunkt havde jeg ikke kort til stedet, og måtte derfor køre hjem med uforrettet sag.

Jels å gror til i løbet af sommeren og kan være svær at befiske, men i dag var der god vandstand og ingen nævneværdig vegetation, hverken i åen eller langs bredden. En enkelt lystfisker prøvede lykken opstrøms.

Jeg kørte videre, men da jeg kom svinget rundt og frem til nedgangen til det arkæologiske vadested, tænkte jeg, at jeg da godt lige kunne prøve at fiske her et par meter. Vejret var jo skønt, og ingen ventede mig derhjemme. Jeg kiggede lige på den tilsendte beskrivelse, og ganske rigtigt prikkerne var der, så glad tog jeg fluestangen og gik ned og begyndte.

Skøn strækning, sving, stryg, ja, alt det, der gør et vandløb attraktivt. Solen stod fint på himlen, myggene de dansede selv om musikken kun var fuglenes sang og alt var bare godt. Da jeg kom ned til en lille bro over åen, og glædede mig til at affiske svinget under den, kom der en sort labrador løbende ned mod mig og samtidig en bondekone med faste skridt. Jeg snakkede med hunden, forsøgte at gøre den tryg!

 – Har du fået lov at fiske her, lød det fra fruen. – Jeg kan jo nok se på dig, at det har jeg nok ikke, men på mit kort er det angivet, og jeg ved jo, at vi tidligere har haft fiskeretten. – Ja, men det har ikke været lejet ud de senere år, ja faktisk ikke siden det blev lagt tilbage i gamle slyngninger. De andre længere op lejer heller ikke ud. Der er vist kun et stykke Skov- og Naturstyrelsen har, I må gå på. Ja, og så neden for broen.

Jeg rullede linen ind med det samme, sagde undskyld ulejligheden og vandrede tilbage til bilen over de våde enge.  

Jeg var naturligvis ærgerlig på to måder. For det første at kortet var forkert, og at det burde rettes, men også over, at lystfiskerne gør en stor indsats for naturgenopretningen, hvorefter vi mister fiskeretten. Kan hun da ikke se sammenhængen?

 Men dagen havde været pragtfuld og den sidste episode vil sikkert også stå i min hukommelse i mange år, og Børge vil sige, når traditionen gentages næste år: Kan du huske dengang du blev taget for tyvfiskeri i Jels å………..