Af Torben Jessen

Naturen giver...

En for en kom de dalende ned fra himlen som små faldskærme denne vintermorgen. De lagde sig uden en lyd på omgivelserne, gjorde det perfekte hvide dække endnu mere fuldendt. Et par enkelte gik sammen og blev større, da der kom et frisk pust fra øst. De dalede derfor lidt mere tungt, som om det havde være meningen hele tiden. Derfor blev de også strøget væk med en arrig hånd, da de lagde sig i øjenbrynene. Dér var de til besvær for den koncentrerede spydkaster, der allerede havde stået nogen tid i det kolde, klare, let strømmende vand. Han kendte sin tid, vidste at det ikke kunne vare længe. Takket være fedtet, han havde smurt på benene, tålte han kulden. Han kendte de små kneb og var derfor ikke for ingenting kendt for sine store fangster.

 En let krusning på vandet, var det nu?.. Ansigtet spændtes, de kraftige halsmuskler sås tydeligt og understregede, sammen med sammenknebne læber i det vejrbidte ansigt, at han ikke var i tvivl. Store plask, hidsige bevægelser under vandet, ind imellem en stor rygfinne. Kastet havde været sikkert, nu gjorde spydet resten. Han stod ubevægelig og iagttog den sølvblanke torpedos sidste forgæves udløb. Så gav den op! Der var mad til mange dage til hans familie. Han nikkede eftertænksomt med hovedet. Naturen var vis, den tog og gav. Somme tider meget, somme  tider mindre. Men i hans hytte havde de altid mad, fordi han aldrig tog mere end han behøvede. Han måtte huske at takke naturens skaber….

Sneen var nu ikke længere hvid. Farven fra laksen havde bredt sig, da han havde trukket spydet ud. En kortvarig sitren var gået hen over den, og nu lå den der, mistede langsomt glansen. En smule rogn var flydt ud.  Smagte på det med ærefrygt, thi han kendte udmærket dens  arvelige kraft og mærkede, hvordan længslen efter det næste måltid markerede sig. Spydet blev stukket hurtigt ind gennem gællerne, en drejning af kroppen, og han havde den på ryggen. Iltert snoede han sig ind mellem buske og træer, for kort efter at være forsvundet efterladende en smal stribe efter en stor halefinne.

En time efter havde de små faldskærme dækket sporet.

Evigt ejes kun mindet om det tabte…

Dugperlerne i spindelvævene glimtede i den varme morgensol, da han gik ned mod åen. Han havde sat bilen bag ved Godset, kantet sig over hegnet og var nu på vej ned over marken. Højt oppe  i luften hørtes lærkens sang, lidt længere borte hang en musvåge og cirklede på sine brede vinger, mens den holdt udkig efter bytte. Hans forventninger til dagens fiskeri steg en kende, til dels, fordi de berusende dufte fra engen kildede i hans næsebor. Dels fordi han kendte sin å ud og ind. Vidste derfor, hvor den rødplettede holdt til. Ikke en hvilken som helst fisk, men netop den fisk.

Den havde drillet ham en tid, ja, faktisk i lang tid. I april havde den spyttet ormen ud to gange en regnvejrsuge, hvor vandet var let grumset. Ugen efter havde han prøvet med spinner, en rød Mepps, som den havde fulgt helt ind til hans egen brink. Den blev ikke engang forskrækket, da han tog spinneren ud af vandet, men gled blot stille og roligt tilbage og ned under det svulmende tæppe af  vandranunkler. Senere blev det sværere, da de lange, grønne tråde af alger dækkede for de små strømrender, og vanskeliggjorde spinnerens bevægelser. Faktisk blev det mere og mere umuligt, at fiske bare nogenlunde. Han huskede for år tilbage, hvordan vandet i åen havde været krystalklart hele året igennem. Huskede når åen kogte i maj-fluernes sværmeri, ja, sandelig det var tider. Nu var der længere imellem de gode perioder, ja, engang imellem slet ingen.

Men så i år havde han fundet denne pragtfulde fisk, og han glædede  sig til igen, at kunne sende sin indberetning til Sportsfiskeren, som han ofte tidligere havde gjort. Se sit navn på siderne med de gode fangster. Han var en kende stolt af, at han var en af dem, der figurerede så tit på siderne gennem årene. Mange gange havde de også bragt billederne. Han så godt ud, som han stod der med det rigtige udstyr, de rigtige støvler, dén jakke, dén stang. Jo, de penge havde været godt givet ud. Men i de sidste par år var der længere imellem. Han vidste ikke helt, hvad der var galt. Udstyret var i orden, fiskene var der, synes han. Nogle havde peget på miljøet, forurening, men det var de dovne, de satte, mente han, dem der bare kunne stå tidligt op. Hvornår mødte han dem egentlig? Aldrig! – Nej se på hans fryser, den var fyldt op, så meget, at han også kunne dele ud til vennerne. Nej, det var ikke miljøet, der var noget galt med.

Pludselig blev der stille. Lærken var holdt op, og musvågen var intet steds at se. Var det et forvarsel? Han skød tanken fra sig, ved lyden af åens rislen. Han gik nedstrøms, knælede ned og gjorde fluestangen klar. En lille sort Knottet Midge blev bundet på forfanget, sprayet og han var klar. Silicone-lugten forstyrrede et kort øjeblik hans sanser, men så trængte naturen sig på igen. Han var klar.

Tilslaget havde været præcist. Stangen var spændt til bristepunktet. Nu gjaldt det om at være forsigtig. Feberen havde taget ham, svedperler gled ned over panden, da han anede dens størrelse. Tanken om en ny rekordfisk, glimtede et kort øjeblik, men han tog sig i det. Ikke sælge skindet før bjørnen er skudt. Den tog et langt udløb, hjulet snerrede, men det gjorde ikke noget. Han havde rigeligt med bagline. Pludselig kom den farende ned mod ham. Det kunne blive farligt. En kombination af gamle pæle og store grødesamlinger. Han slækkede på linen, gjorde den slap. Han var heldig, ørreden troede den var fri og vendte lige neden under ham. En flot fisk registrerede han. Sikkert en vildfisk, og ikke en af de udsatte. Den måtte have stået mange år i åen, og nu, om få øjeblikke skulle den ligge i hans bagagerum. Billedet var taget, den var målt og vejet. Frimærke på kuverten. Sportsfiskeren. Berømmelsen, De andres misundelige blikke…Om det var den korte uopmærksomhed eller det var forfangets styrke. Svaret blæste væk i vinden. Et hidsigt udløb og et spring, hvor hele fisken stod ret op af vandet. På nethinden brændte billedet sig ind for tid og evighed. En stor fisk, helt fri af vandet, tungt faldende tilbage. En line, der draperede sig om ham, som en guirlande på et juletræ. Han blev ligbleg, da blodet veg fra ansigtet. Sansede ikke anden, der lo hånligt i sivene, hvorfra den havde fulgt optrinnet.

Snerrende tandhjul brød idyllen på skovvejen. En lugt bredte sig over engen, og kort efter vendte den bugen i vejret.

Et nytårsønske…

I den smukt svingede strømrende i grøden passerede det kølige, klare vand. Stenene på bundet fik det til at klukke. Vandstanden havde i en periode været lav, men de sidste dages regn, havde indikeret, at nu ville der ske noget. Hun betragtede det smukke efterårs løv i skoven bag ved åen. Himlen var helt purpur, stod som en imponerende baggrund for bladenes røde, brune og orange farver. Træerne langs åen dyppede deres grene i vandet, det høje græs på brinken havde mistet sin kraft, og var knækket i blæsten. Lå med toppen ude i vandet og gav ly til opgængerne. Inde på marken gik et par rådyr, en enkelt hare for henover knoldene, og stærene fulgte en pløjende traktor, der havde trukket sine spor i god afstand fra brinken. Høsten havde været god i år.

Hun nærmede sig stryget. Trangen til tobak meldte sig. Tidligere plejede hun at få sig et stop, medens hun iagttog livet på bunden af åen. Yngel, insekter, stimer af  forskellige fiskearter. Men tobakken var lagt på hylden, og erstattet med en god, varm kop friskmalet kaffe. Hun satte sig til rette for at nyde naturen. Kiggede op over stryget. Så i brinken de sidste rester af  opstemningen, og huskede, hvor svært det havde været for ørrederne at passere. Øjet gled længere op. De nye sving tog sig godt ud. Var ved at finde deres naturlige form. Enkelte frø havde slået sig ned deroppe, og i den gode muld havde de drevet deres rødder dybt ned. Meterhøje stod de nu ud over brinkerne.

Hun blev afbrudt i sine tanker af et sølvblankt glimt. Rettede opmærksomheden mod stryget. Et dejligt syn mødte hende, da hun så seks blanke torpedoer bane sig vej op af. Hun vidste, at de snart ville stå sitrende og forelskede på de udlagte gydebanker. I elskovens rus skabende det nye grundlag for de næste generationer. Efter den store indsats langs hele åen, var det for mange år siden blevet overflødigt at sætte fisk ud. Hun glædede sig endnu engang over synet, rejste sig og vandrede videre .

Den lille gule wobler landede i sivene på den modsatte side. Et svagt ryk af stangspidsen fik den til at lande blødt i vandet. Hun havde filet modhagerne ned til et minimum, så hun kunne gøre brug af denne teknik. Hugget kom prompte. Igen en enestående fight. Nettet blev ført under fisken, og hun knælede ned i vandkanten. Forsigtigt lod hun fisken blive i nettet, holdt om den ved hjælp af maskerne, medens hun løsnede wobleren. Vendte nettet, så fisken lige kunne finde sig selv, inden den med få slag af halen gled ud på midten af åen. Hun behøvede heller  ikke denne femte fisk. Havde nok i den derhjemme.

Længere nede af åen blev der vinket til hende. Hun vinkede tilbage. Det var nok for i dag.