Af Torben Jessen

Jeg satte kufferten i entreen og kaldte:
- Skat, nu er jeg hjemme?
Men der kom intet svar. Underligt. Jeg hang min frakke op på en bøjle. Den var meget krøllet efter togturen. Skulle nok have passet bedre på. Jeg snuste til den, men den lugtede ikke. Godt!

Jeg gik rundt i lejligheden, men der var intet spor af Birthe. Men der duftede af Ajax, så tornadoen havde nok været en tur rundt. På sofabordet stod også en vase med flotte gule roser.
Jeg faldt i staver. Det var kun få uger siden vi var flyttet ind. Lejligheden lå centralt i forhold til vores arbejde. Udsigten ud over havnen var fortræffelig fra altanen. Jo, vi havde været sikre i vores sag, da vi købte den.
Men nu havde vi desværre også fundet ud af, at der var meget lydt, og vi kunne tydeligt følge med i naboernes skænderier, eller hvad det nu var de foretog sig. Flere gange havde jeg været inde for at bede naboerne skrue ned for deres fjernsyn. Soveværelserne stødte åbenbart op til hinanden, og naboen yndede at se sport til langt ud på natten.
Jeg blev vækket af mine tanker, at et – hej, er du kommet hjem fra højskolen? Jeg vendte mig om. Min elskede stod i døren med en indkøbspose i hver hånd. Hun smilede koket, og med det lille frække glimt i øjet, som jeg var faldet for i sin tid, og som jeg elskede så højt .

-         -  Var det et godt højskoleophold? Hun hakkede rutineret persillen.

- Ja, det var dejligt. Du skulle have været med! – jeg skænkede chianti op i to glas.

 
- Nej, du ved jo, hvordan jeg har det med mange mennesker på ét sted. Jeg er jo ikke så social.

-          - Nåh, ja, men du kan da ellers nok til fester og sådan. Jeg gav hende det ene glas. – Skål.

-          - Det er noget andet. Hvordan var det? Hun pillede de nye kartofler. Skrællen slap let.

-          - Fint sted. Helt sydlandsk, 32 grader Jeg fik lært at stå på surfboard.

-          - Hvad mere? Hvad med foredragene.

-          - Kender du Ib Michael?

-          - Ja. Hvad med ham. Hun vendte rødspætterne ud på to tallerkner. Dryssede persille på.

-          - Han var den ene af foredragsholderne. Han fortalte om sin tur med Nordkaperen og Troels Kløvedahl. Der fik han ideen til sin roman: Vaniljepigen, fordi de landede på en ø i Stillehavet, hvor der havde boet en dansk kaptajn.

-          Nej, hvor spændende? Hvad lavede i ellers? Saucen fik en skvat hvidvin.

-          - Om aftenen hang vi udenfor eller dansede i musikkælderen.  Jeg lagde servietterne ved bestikket.

-          - Var der nogle søde kvinder med? Stemmen var en anelse spids.

-         -  Nej, ikke rigtigt, de var mest optaget af de yngre mænd. Hvad har du lavet, men s jeg var væk?

-          - Ik’ noget særligt. Læst i min bog. En enkelt aften ude med Hanne og Vibse. Vi satte os.

-          - Jeg ringede ellers hjem onsdag aften.

-          - Da har jeg nok været hos mor, værsgo. Hun rakte mig kartoflerne.

Sengen knirkede. Boltene trængte til at blive efterspændt. Jeg nød, at mærke  Birthes varme krop. Nu skulle hun mærke, at jeg havde sparet op i en uge. Hun gispede, små hvin. Knirken eller ej. Da buldrede det pludseligt på døren. Vi blev stille. Det buldrede igen.

-          Du må hellere gå ud at se. Birthe var nervøs.

Jeg krøb i badekåben og gik ud og lukkede døren op: Der stod naboen i bar overkrop. Knaldrød i hovedet.

-          Nu ka’ det fand’me være nok. Nu har I larmet hele ugen. Må jeg så få ro!