Af Torben Jessen

Starten på årets pinsefiskeri er gået. Det har vi efterhånden prøvet et par gange. Vi kan nemlig tælle badgene på vores hatte. Badgen er symbolet, der mere end noget andet fortæller den undrende omverden, at her er en tradition, der gentager sig år efter år. Hvad får piger, drenge, kvinder og mænd til at sidde en hel nat for at få lov til at fiske i slotssøen. Hvor andre hellere vil nyde deres gode nattesøvn. Svarene er sikkert mange, men jeg tror at et af svarene er "kicket".

"Kickstart"

Den første fornemmelse for lystfiskeriets muligheder fik jeg, da jeg som barn åbnede døren ind til vaskekælderen. Det var dengang min mor var fuldtids hjemmegående og stadig brugte vaskebræt. Midt på gulvet stod en balje fyldt med store levende ål. Der var mange og de var ikke sådan at fange for en seksårig. Jeg var fuld af spørgsmål, da jeg en halv time senere, drivvåd, gik op til min mor. Hun forklarede mig at det var resultatet af min ældste brors natfiskeri på havnen, og at de gik til afmudring inden de skulle spises. Jeg blev nu ikke lystfisker af denne historie, men at min bror var en stor lystfisker var jeg ikke i tvivl om, og jeg betragtede ham med dyb respekt i mange år.

Den var bred. Der var meget vand og det hele forekom uendeligt. Kongeåen ved Foldingbro. Jeg gik en regnvejrsmorgen sammen med min far og min bror. Det var ikke første gang, men den dag var det anderledes. Jeg kunne nu holde rigtigt på stang og hjul. Kastene faldt bedre og der var styr på orm og prop, men havde hidtil endnu ikke haft heldet med mig på nogen af turene. Men hvad var bedre end at være sammen med sin far og bror, så pyt. Nu var man jo næsten voksen!

Vi var startet tidligt, havde været flere steder langs åen, men resultaterne var dårlige. Jeg gik langt fra de andre, da min prop pludselig forsvandt i grøden under min egen kant. Grøde, tænkte jeg og løftede forsigtigt stangen. Trak linen ind. Forbavset opdagede jeg, at det begyndte at bevæge sig tungt. Hvad gør jeg? Total forvirring og overraskelse. Jeg så mig omkring. Der var ingen hjælp at hente, for jeg var alene. Jeg måtte bare have den op. Uerfaren som jeg var, 12 år gammel, begyndte jeg at løfte fisken op. Den var nu fri af vandet, stangen var bøjet og der hang den. En stor, flot bækørred. Jeg løftede den langsomt videre, en meter og aftensmaden var hjemme. Men ak, ørreden baskede lidt med halen og krogen slap. Væk - borte - for altid, men mindet - det brændte sig ind på min nethinde. Det var det "kick", der fik mig i gang. Åbnede mine sanser for de flotteste fantasier. Fik mig mere end noget andet til at læse bøger i stribevis og ikke mindst studere grejkatalogernes lyksaligheder. En lystfisker var født!

Ventetiden

Efterhånden er vi rykket op på trappen til kroen. Det er blevet koldere og tæpperne, kaffen og den varme kakao er kommet frem. Hvis vi er heldige får vi måske lov til at rykke indenfor i varmen. Langsomt dukker der flere og flere op. Jens Chr. har fået selskab af en anden knægt, og de sidder nu og spiller på deres mobiltelefoner. Det er første gang han holder ud. De andre år har han sovet i bivuak eller i bilen. Anders og jeg sidder og snakker om vores muligheder i år. Vi vil ned i det store hul til venstre for broen. Der var vi også sidste år og der blev fanget gode fisk. Men ikke af  os!

Der er fest på kroen, dans, og efterhånden kommer gæsterne ud af døren. De er i godt humør, driller os lidt eller spørger nysgerrigt om, hvad vi kan fange. Vi rykker ind på gangen, ind til varmen, men ved totiden får vi desværre besked på at sætte os uden for af den unge tjener. Så dukker Børge op. Han er min gamle arbejdskollega, nu i bestyrelsen og skal være med til at afvikle kortsalget, da Peter er syg. Efterhånden mærkes forventningernes nervøsitet hos alle. 

Kortet er udleveret og vi løber med grejet om til det store hul. I år er der kommet en bro, så vi behøver ikke at gå over marken. Stor var vores overraskelse, da vi kommer ned til hullet. Der står eller ligger grej hele vejen rundt. Det var jo ikke meningen. Nå, ud med snøren, så må vi se. Senere dukker de unge mennesker op, og de må ud og lede efter andre steder at stå ved hullet.

Når jeg vælger hullet, så er det fordi, jeg gerne vil have at Jens Chr. på 12 år har en god dag. Hvor han ser noget fiskeri. Selv om man ikke selv fanger noget, så er det spændende at opleve andre i situationen. Hvis han bliver træt af at fiske, kan han gå hen til kroen og se resultaterne.  For Anders og mig betyder det ikke så meget at fange noget. Det vigtigste er at være et sted, hvor der sker noget.

Journalisten og fotografen

Hen på morgenstunden er drengene trætte. Vi har som altid sat en bivuak op, hvis det nu giver regnvejr. Anders er den første, der må hen og lægge sig. Senere ser jeg formanden stå oppe på broen. Så jeg siger til Jens Chr. at han skal holde øje med stængerne og går derefter op og snakker lidt med Peter. Da jeg går ned til hullet igen, ser jeg Jens Chr. ligge på bredden, åbenbart faldet i søvn. Et lille vend, og plop, så ville han ligge i vandet. Jeg skynder mig at flytte ham over i bivuakken. Senere på dagen påstod han, at han slet ikke sov, men blot gjorde det for at drille mig. Medens de to sover, sætter jeg mig i min nye stol og blunder lidt. Vejret er dejligt, solen varmer og den manglende søvn kan mærkes. Jeg blunder. Så sker der noget. En journalist og en fotograf  kommer til. Journalisten kan ikke stå for Jens Chr. og historie og billede kommer senere i avisen. Billederne får jeg senere lov at låne til denne historie.

Det er sket før. Dengang var det Anders, der blev fotograferet, da han lå på broen ved slottet og fiskede skaller. Noget, der senere på dagen indbragte ham en rygsækstol som gevinst. Lige siden har Anders altid været omme ved broen for at fiske. Det var sikkert ved den lejlighed Anders fik sit kick. Da var han også alene. Jeg stod omme i selve søen.

Er det arveligt?

Det er dejligt, når ungerne er blevet så store, at de kan klare sig selv. Så da Jens Chr. siger, at han lige vil gå om til kroen for at fiske lidt, så er det helt i orden. Han får en stang med en wobler, et par formaninger om trafikken og af sted i store waders går det. Jeg sætter mig i stolen og slapper af. Nu vil jeg nyde det. Klokken er ved at være over 12 og alle erfaringer siger jo, at der næppe sker ret meget resten af dagen. Faktisk har hullet været forbavsende tomt. To gedder er vist alt.

Til venstre for os, står to drenge med deres far. De har heller ikke haft heldet med sig.

Faderen er netop gået en tur op til kroen, for at nogle resultater. Da han kommer tilbage siger han til mig: "Din dreng har været heldig. Han har søreme fået en pæn gedde" og så får jeg hele historien:

"Jens Chr. går og fisker oppe ved broen foran turbinehuset, da en gedde pludselig ryger på. Jens Chr. bliver naturligvis forvirret over den store fisk og begynder at råbe "hjælp, hjælp!" Stor opstandelse hos de personer, der står oppe ved tombolaen, herunder altså også faderen til drengene. Faderen løber over til Jens Chr., som intet fangstnet har med, og det eneste der kan bruges, er da det fra tombolaen. Så det bliver bragt frem. Imidlertid sker der det, at Jens Chr. står og fighter gedden, og så sker det. Linen knækker over forfanget! Hvad nu? Dog gedden er træt og bliver liggende i vandkanten. Resolut springer faderen ned, griber forfanget og vikler det om hånden, hvorefter gedden får en hurtig flyvetur (der ville gør Rynair grøn af misundelse) op i græsset. Fangsten er reddet."

Lyset i øjnene.

Han har nemlig lys i øjnene. Det særlige lys eller glimt, der fortæller at her er sket noget stort! At sjælen ligesom er med helt fremme. Jeg oplevede det ved Kongeåen. Anders og Jens Chr. har fået det ved pinsefiskeriet i Gram. Andre oplever det andre steder. Andre med andre aktiviteter. Det gør ikke noget, bare man oplever det.

 At Jens Chr. senere på dagen kunne gå hjem med en fiskestang og et fiskehjul som præmie, gjorde heller ikke oplevelsen mindre. Og jeg er sikker på, at vi vender tilbage igen næste år .

Jeg vil da også gerne prøve at få et kick igen! Det er nemlig så længe siden sidst…….!