Han er så sød ved mig

Han er så sød ved mig,
men morgengaverne må vente.....

Af Torben Jessen

- Og ved du hvad Karen. Han har lovet mig, at vi skal flytte. Vi skal ikke mere bo i lejlighed.
- Men Pia, hør nu, hvordan kan du være sikker på, at Hans kan holde sit løfte?
- Jamen, det kan jeg, for jeg ved, han elsker mig! Det kan jeg mærke, når vi går tur, hånd i hånd.
- Er du nu sikker på, at det er det, du vil?
- Ja, jeg glæder mig sådan til brylluppet på lørdag. Tænk at jeg endelig skal giftes. Men Karen, tror du nu, han bliver glad for min gave? Jeg mener, han elsker jo værktøj? Han er så dygtig til at svejse. Det må være det helt rigtige for ham? Men han får det først senere.
- Jeg ved nu ikke. Det er ikke så personligt. Måske skulle du hellere have valgt et ur med kalender?
- ja måske, men jeg nåede ikke at få fat på et.

Tonerne lyder fra orglet. Alle vennerne er mødt op. Det er lige, som jeg har drømt om. Hvor er Hans flot i sin nye skjorte. Han er en rigtig mand, som han står der uden jakke og med et lille opsmøg på ærmet. Et opsmøg, der lige lader ane hans tatoveringer, men jeg ved godt, hvad der står, så jeg behøver ikke se det. Jeg var med, da han fik tatoveret ”Pia” mellem alle roserne.
Hans har sagt, at vi ikke skulle være så formelle med hvid kjole, jakkesæt….nej bare helt enkelt, og jeg kan godt se, han har ret. Bare vi har hinanden, så behøver vi ikke mere.

Kirketjeneren gør tegn. Vi retter os op og går med hinanden under armen med faste skridt op ad midtergulvet, smilende og nikkende til alle.
Jeg genkender Karen helt oppe forrest. Hun smiler opmuntrende til mig. Stolene står parat til os. Jeg får en klump i halsen, og smiler op til Hans, der gengælder med sit sædvanlige gavtyvesmil.
- Vil du have Hans, som hos dig står, til din ægtemand?
- Ja! Jeg er meget tydelig og sikker. Hans er flot, smart, eftertragtet og han er endelig min.
- Vil du elske og ære ham, og leve med ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtehustru bør leve med sin ægtemand, indtil døden skiller jer ad?
- Ja!
Bagefter er Hans lige så fast i sin overbevisning, som jeg.
- I må nu kysse hinanden. Præsten smiler til os, og jeg rødmer genert og er bare aldeles lykkelig.

Manden i sort åbner døren for os, og mine øjne falder på den fint redte dobbeltseng, det tændte stearinlys og de to glas. Sikke der bliver sørget for os.
- I får 4 timer. Så er det tilbage til cellerne igen. God fornøjelse.