Efter en spreder kommmer en

Kapitel 1: Erna

Den gamle Volvo kører langsomt hen ad landevejen, mens vinden river hul på de frosne marker og pisker store mængder sne ind over vejen, hvor det lægger sig i ofte vanskeligt passable driver.
Vi skulle aldrig være kørt over til Martha og Viggo i dag. Mange tanker tager skiftende ophold i mig, men denne synes at vende tilbage igen og igen. Hvor er det typisk for Peder, bare at sige ja. Jeg sukker. Bevares, Martha og Viggo er søde og rare mennesker, men Peder tænker ikke over, hvor træt, jeg er i denne tid. Heldigvis er vi hjemme om en times tid.

Jeg koncentrerer mig igen om vejen og sneen. Vinduesviskerne har svært ved sneen. Kun en hastighed. Jeg ærgrer mig over det. Jeg kan ikke forstå, hvorfor vi skal køre rundt i den gamle møgspand. Det ta’r en krig, hver gang, der er noget galt med den. Han lover og lover, men får sig aldrig taget sammen til at få den repareret. Jeg køber sgu snart min egen bil!
Speederen får lidt ekstra gas for at komme igennem den næste drive. Hvor pokker bliver sneploven af? Gad vist om vi kommer helskindet hjem? Den er vel sparet væk, tænker jeg med adresse til de forestående kommunale besparelser.
Gad vist, om Janne og Henrik har råd til at have Cecilie i børnehave med de nye satser? Men det hører jeg vel nok om.
Det er altid mig, Janne kommer til, når der er problemer. Peder er ikke meget bevendt, når der er problemer i farvandet. Konfliktsky som han er. Så er det altid mig, der må rode kastanjerne ud af ilden for ungerne. Forstår ikke, hvorfor de har så svært ved at få det til at hænge sammen med de lønninger, de har.
Men inderst inde ved jeg det godt. Nyt hus, skirejser, fladskærmstv……LSD-skærm….eller, hvordan var det nu, det var. LED? Det kan også være lige meget, men en dag tvinger jeg dem til at se Luksusfælden på 3’eren.
Peder behøvede kun at se den to gange. Så fattede han budskabet, og økonomien er langsomt ved at ordne sig.

Jeg kigger over på Peder. Han sidder og blunder lidt, kan jeg se. Om lidt sover han, og så skal jeg høre på hans højlydte snorken, som jeg efterhånden har vænnet mig til. Det er værst, når han har fået noget at drikke.

Det er besværligt….. Bilen skrider lidt, og for en stund mister jeg tankens kraft...jeg kobler ned i gearet, der snerrer ad mig, og jeg forbander bilen væk.....……hvor var jeg nu? Livet med Peder havde ikke altid været let, og tit har jeg været tæt på at forlade ham på grund af drikkeriet. Men jeg husker endnu, hvordan jeg tog tyren ved hornene, kæmpede og nu det er blevet mindre. Faktisk er det stort set ude af hverdagen. Men hvor har jeg grædt mine tårer over det!
Jeg ved godt, han tror jeg er sur, men jeg hader, når han ikke kan kontrollere sig selv. Hvordan han ser sig selv som morsom, når han har drukket, har jeg aldrig fattet. Jo, da vi var unge, syntes jeg faktisk, han var det. Han havde så mange skøre indfald. Tit blev min veninder fuldstændigt overrumplede, når han smed en af sine vittige bemærkninger, og så kunne jeg bagefter spejle mig i deres beundring over, at det var mig, der havde scoret sådan en fyr.

Først senere fandt jeg ud af, hvor meget hans alkohol forbrug fyldte, og så havde det ikke altid været så sjovt med ham længere, selv om han selv troede det. Nu mærker jeg vreden. Den kommer sammen med irritationen over, at han nu igen i dag, for gud hvilken gang, trækker den gamle g-streng historie fra butikken frem, godt hjulpet af Viggo. Mine tanker glider tilbage til situationen.

Lisbeth, min svoger Henrik og jeg havde siddet over en kop kaffe, da Peder kom brasende ind ad døren med et ”Hej skat, hvor er du? Jeg har en …..” på læberne. Sætningen blev afbrudt, da han fik øje på gæsterne, og jeg kunne se, at han forsøgte at tage sig sammen. Men hans forsøg på at skjule, at han havde drukket, fik blot hans fremtoning til at virke endnu mere klodset, som han stod der og forsøgte at skjule pakken fra Femina bag på ryggen.
Igen et af hans forsøg på at købe aflad for sine synder, havde jeg tænkt uden at sige det højt, og havde i stedet gjort gode miner til slet spil, uagtet at jeg havde observeret Lisbeths og svogers rynkede miner.

- Nejjjjj, er det til mig? Jeg spillede overrasket og tog imod pakken. Peder satte sig ved siden af mig.
- Ja. Det har du fortjent, fordi du altid er så sød. Peder blinkede til Lisbeth og Svoger. Han forsøgte at signalere, som om de var særligt indviede. De satte som på befaling gode miner op, og sagde pligtskyldigst ih og nåh!....og rykkede tættere på.
Forsigtigt pakkede jeg op, men havde jeg vidst, hvad der var i den, havde jeg nok ventet til min søster var gået.
Op af æsken kom den yndigste lille bh fra Cacharel. Jeg holdt den op, så min søster kunne se den.
- Den er virkelig sød, sagde Lisbeth, og Henrik havde nikket anerkendende til Peder, som forventningsfuldt ventede på, at jeg skulle tage det næste emne op fra æsken.
Så var g-strengen kommet op, og jeg fortrød med det samme. Inden i blev jeg fyldt med ked-af-det-hed, men roligt lagde jeg begge dele ned i æsken igen, og gav Peder et lille kys på kinden som tak, men kommenterede ikke yderligere, hvad Lisbeth og Henrik heller ikke gjorde.

Peder havde nok mærket min forandring, men havde lænet sig tilbage i stolen. Vores ellers hyggelige samtale inden Peder gjorde sin entré, faldt ikke rigtigt ind i et naturligt leje igen, og snart var Lisbeth og Henrik smuttet.
- Det kan du altså ikke være bekendt, havde jeg grædt om aftenen. Du ved, hvordan jeg har det med vores sexliv.
Peder havde kigget uforstående. Han forstod ingenting.
- Hvad er der nu galt, havde han prøvet sig forsigtigt frem.
- Forstår du det ikke? Forstår du det slet ikke?
- Nej, jeg er ikke rigtigt med.
- Du signalerer, at jeg ikke kan gøre dig tilfreds. Du kan aldrig få nok!
- Jamen, kan du ikke bare bytte. De andre trusser er også søde. Det var jo bare for sjov.
- Det må jeg så bare gøre så, afsluttede jeg sagen. Han forstod mig ikke. Jeg lukkede ham ude, så jeg kunne være mig selv med mine tanker.
Peder var derefter gået i seng og sovet sig ud, men der gik lang tid, før vi kom hinanden nær igen, for det var som om, der var noget, der ikke var, som det skulle være i mellem os, og jeg orkede ikke at snakke om det.

Jeg koncentrerer mig igen om kørslen. Egentlig er Volvoen en god bil i snevejr. Den vejer et ton og er ikke sådan at flytte med. Peder elsker den, og i grunden er han omhyggelig med sikkerheden. Sørger altid for bremser, lygter og nu her vinterdæk. Han ser en værdi i gamle ting. Håndværk som han siger. Ikke smid-væk-ting, som nu til dags. Hvor tit siger han ikke: Du tjener kun pengene en gang, og derfor skal tingene først skiftes, når de går i stykker og ikke kan mere. Egentligt har han lidt ret, og jeg ved godt, at han har sat sig for at have byens flotteste Volvo, men de nye biler er meget mere miljørigtige og komfortable. Det må han altså indse nu. Jeg kigger varmt på ham. Han er jo egentligt, så omsorgsfuld, og jeg tænker på, hvordan han altid lægger tæppe over mig, når jeg tager en eftermiddagslur på sofaen.

Jeg skimter noget rødt og gult i det fjerne. Kommer langsomt nærmere. Det er en sneplov, og den er kørt fast. Selv om den har ryddet foran mig, så har det ikke nyttet noget. På kort tid, var det alligevel føget til. Jeg bremser, men mærker is under bilen, der skrider. Stopper først en halv meter fra sprederen. Hvor heldigt…

Peder vågner uden at have mærket hændelsen. Sætter sig op, kigger ud og mumler søvndrukkent et par ord. Jeg svarer lidt åndsfraværende, og han ryster på hovedet.

Kapitel 2: Peder

Peder kigger ud på snevejret mellem vinduesviskernes monotone rytmiske stræben efter at følge med. De første snefnug faldt en time før, de kørte hjem fra Martha og Viggo, og nu er snevejret tiltagende.
Erna er i ondt lune. Det er hun for resten hver dag i denne tid. Bedst at forholde sig tavs.
Han ved godt hvorfor? Hun hader vinteren.

De første fornemmelser af stemningsskift hos Erna, ved han, kommer med udskiftningen af oktobers farvepalet med novembers mere gråtonede og våde nuancer. November varsler den kommende tids kulde og frostgrader. Decembers julestemning løfter altid en smule, men når kulden rigtigt sætter ind, knuges hun og rykker over i ondt lune.

Måske har det ikke ligefrem hjulpet på hendes humør i dag, at han igår havde drillet hende på deres bryllupsdag. Erna havde forhåbningsfuldt spurgt, om de ikke skulle spise ude?
- Er du rigtig klog? Der er 15 graders frost derude. Nej tak! Havde han svaret.

Peder smiler lidt indvendigt, da han husker, hvordan Erna var blevet rasende, da han sagde det. Hun kunne slet ikke se det morsomme.
Men hun plejer altid at blive god igen, når han kompenserer. Peder liver lidt op. Han ved, at Erna elsker at blive overrasket over små gaver, der enten glimter, knitrer eller dufter. Der var jo selvfølgelig lige dengang, han havde givet hende g-strengstrusserne!
Han havde været med Viggo hos Femina. Viggo led af samme sygdom som Peder, og måtte ligeledes ofte kompensere. Ja, på den front var de faktisk kampfæller.
Ekspedienten havde spurgt, hvad Viggo ønskede?
- Jo, han ville da godt nok lige se på nåed, der ku’ gøre ham tumbe!
Viggo havde sagt det med et glimt i øjet og med hænderne roterende foran sig. Alfabetet havde aldrig været hans stærke side i skolen, og heller ikke nu. Viggo ejer ikke skam i livet, og slipper som regel altid godt afsted med sine pointer. De andre kunder i butikken havde leet højt af bemærkningen. Og så havde han fået et dyrt G-strengs sæt, Cacharel, pakket flot ind. Næsten på højde med Matas.

Peder havde en smule misundelig fulgt Viggos optrin. Vidste godt at G-Streng måske ikke lige var Ernas smag, men på den anden side, havde han aldrig prøvet denne gavetype på hende, og han var derfor lidt påvirket af Viggos frækhed, da det blev hans tur. Alligevel havde han startet ud med at være lidt tilbageholdende med det vilde og havde foreslået Sloggy! Men dette ord udløste på magisk vis straks det lille kursus ” Hvad kvinder ønsker sig” hos ekspedienten, og ganske gratis forstås! Det var det bare ikke blevet efterfølgende. Hverken i butikken eller de efterfølgende år.

Den lækre kvindelige ekspedient havde stillet sig ganske tæt op ad ham. Hun, der duftede forførende, og hvad han senere lærte, af Lancomê, havde skabt et rum, hvor han følte, at kun de udvalgte blev indviet i mysteriet om, hvordan man gør en kvinde glad. Hvorfor Viggo ikke havde brug for kurset, kunne Peder ikke gennemskue. Men måske havde Viggo bare et naturtalent for indkøb? Men i virkeligheden var rådet meget enkelt: - Sloggy kan enhver kvinde købe selv! Det, hun har brug for, er at få noget særligt. Noget hun ikke ville finde på at købe til sig selv, og ved den lejlighed faldt ordene knitre, glimte og dufte.
Så dette ”særlige” blev hans ledestjerne de næste mange år i valget af passende kompensationer.
Så inden han havde set sig om, var han også gået ud af døren med en G-streng, Matasindpakning og en grinende Viggo.

Desværre havde Erna ikke Marthas smag for det moderne. Det var ikke blevet bedre af, at pakken blev lukket op, mens hendes søster og svoger var på besøg. Da gæsterne var kørt, hvade Erna hvæset: - Hvad må de ikke tænke om vores sexliv!
Møgsur var hun straks faret ned i butikken, og så var vi tilbage ved det almindelige igen. Senere roste hun ham dog for at have valgt det rigtige bogstav til bh’en, og han havde i fremtiden lært at holde sig på midten af vejen med sine indkøb, mens Viggo altid holdt sig i overhalingssporet.
Familiens mænd havde dog i en del år derefter smilet indforstået og klappet ham på ryggen, men han vidste aldrig helt, hvad han skulle lægge i det, når de spurgte: - Nå gamle, hvordan står det til?
Han sukker. Gid Erna dog havde lidt humor om vinteren.

Erna river i gearet. Det kniber for hende at koble ud. Peder elsker sin gamle Volvo. Den har fulgt dem i tykt og tyndt gennem årene. 244 fra 72. Svensk solid sikkerhed. Men det gør ondt at høre den snerrende lyd fra gearkassens tænder. Hvor længe holder den mon? Men klog af skade holder han sin mund. Om en time er de hjemme. Han skulle ikke have drukket de sidste snapse. Så havde det ikke været et problem.

Julefrokosten hos Martha og Viggo havde som sædvanligt været hyggelig og morsom, især når Viggo efter den 3. snaps ruller sig ud med hele arsenalet af vittigheder. Peder smiler i sit stille sind over en af dem…..hvordan var det nu, den var? Jo…..Det var vist noget med en ung mand, der skulle flytte hjemmefra, …tænke tænke…og så sagde faderen til ham: husk min dreng, hvis du kan elske med en kvinde lige så længe som det tager at ovnstege en kylling, er du en RIGTIG MAND!...Peder lo lidt for sig…..Sønnen havde svaret efter lidt betænkningstid. Er der så en speciel grund til, at I har fået microovn??
Peder kan igen ikke lade være med at le. Ikke mindst fordi han kommer til at tænke på sig selv og Erna. Nu tager det ikke længere tid, end at tænde en tændstik. Nej, de var blevet gamle. Men da de var unge….Peder falder i staver, og blunder efterhånden hen, mens bilen kører mere langsomt gennem snevejret, der syntes at tage endnu mere til, mens han falder hen.

Peder vågner ved at bilen holder stille. Søvndrukkent spørger han Erna, hvorfor de holder.
- Det ved jeg ikke, svarer hun. - Jeg kan næsten ikke se noget, og der er rødt lys.
Peder kigger ud. Kigger nærmere på sneen og det røde lys. Han ryster på hovedet. Det måtte jo komme en dag.

Erna holder tæt op under en saltspreder, og hun er ikke en gang blondine.