Jeg sidder bag mit skrivebord, denne helt almindelige morgen. Et hurtigt bip. Windows XP står der et par sekunder på skærmen. Jeg kigger rundt i lokalet. Et dejligt lokale. Malet i friske farver. Pastelfarver. Gardinerne foran panoramavinduerne matcher fint, så udsigten fra 5. sal næsten er et maleri i sig selv.  Iver sidder på sin plads. Denne søde fyr.

Jeg studerer ham lidt. Han er egentlig en pæn fyr, men  i dag ser han træt ud, håret er uglet og skjorte og slips sidder, som om det er gået meget stærkt. Han er ubarberet….hmm…chefen vil nok kigge skævt til det. Det er ikke rigtigt i overensstemmelse med firmaets påklædningskodeks. Men Iver vil overleve det. Natten med Irene var vel det hele værd.
Jeg mærker et lille stik af jalousi, tager mig i det og kigger videre rundt.

Oppe foran, tæt på chefens kontor, er de nyansatte kommet.  To unge tøser, der altid sidder og fniser, mens de udlægger foregående weekends udskejelser for hinanden. Line, den lyshårede, sidder på bordkanten, mens Sophie næsten ligger bagover i kontorstolen, mens hun kagler højlydt. For højt! Kan de da ikke bare gå afsides, så man slap for at blive medinddraget i deres eskapader. Det er også uhørt, at de altid vender sig bort, når jeg går forbi. Men jeg ved, at det er mig, de fniser af, når jeg kommer forbi. Jeg hader dem!

På få sekunder lægger de ansigterne i rette folder, og Line får rejst sig op, og der serveres et overfrisk ”Godmorgen” fra ansigter lagt i de rigtige folder. Tror de virkelig, at chefen hopper på slags. Ham og jeg er heldigvis enige om, hvordan de skal tøjles. Han ved, jeg er hans højre hånd. Det er jeg sikker på, for det er som om, han altid lige kigger på mig først, for at se om jeg godkender hans initiativer. Jo, den er god nok. Vi er bonkammerater. Heldigvis, for ellers var firmaet, da længst gået nedenom og hjem.

Jeg indtaster mit Logon, og computeren knurrer langsomt videre…….satans gamle kasse.. og langsomt dukker ikonerne op på skrivebordet. Jeg sukker, rejser mig besværligt og går ud for at lave kaffe.

Rutineret griber jeg om kolben. 15 år giver øvelse. Åbner vandhanen og fylder den med vand til stregen. Lukker hanen og vender mig mod kaffemaskinen. Jeg bliver forskrækket. Har slet ikke hørt ham komme.

Ikke noget ”Godmorgen Edel”, som han plejer, men blot: ”Edel, gider du lige kigge ind på mit kontor?”