Af Torben Jessen

Det var en mørk og regnfuld nat. Klokken var slagen 12, og 3 lyssky personer krøb sammen i et hjørne. De to – den gamle og den unge - kendte ikke den tredje, men de var tilfældigt ført sammen af samme grund. En udenforstående ville have hørt dem mumle frem og tilbage. Den ene mere stedkendt end den anden – man havde jo hørt et eller andet. Så det var med at være på vagt. For tænk, hvis man ikke fik det man var kommet for?

Sammensværgelsen

Ud af mørket kom de, alene eller to og to, ja sågar i grupper. Ja nogle endda helt oppe fra det mørke Jylland. Silkeborg sagdes det, og fra de egne skulle man jo nok vide, hvordan det skulle gøres, sådan som egnen så ud deroppe….. Som timerne gik blev de mere og mere talrig, men der skulle også mange til for at klare opgaven. Senere forlød tallet 117?

Den første, der var kommet ved 11-tiden, havde bragt sine børn i sikkerhed på Aarø hos deres bedsteforældre, ingen kunne jo vide, hvordan døgnet ville forløbe! Den unge og den gamle – faderen og sønnen – havde forberedt sig hele ugen – læst i gamle bøger, besøgt de steder, hvor man mente at vide hvordan. Ja, et sted hvor den gamle stod med våbnet i hånden, sagde man straks ”Gram” og den gamle havde langsomt nikket, thi alle vidste, at tiden var ved at være inde. De havde endda et par dage forinden været ude at sondere terrænet med druiden fra Arnum, denne vismand, der selv ved tidligere lejligheder havde forsøgt. Han foreslog at kontakte høvdingen, thi også denne vidste at vide hvordan. De prøvede at hidkalde ham med hornet, men senere forlød det, at han havde været optaget af at bekæmpe spirende oprør i sin egen baghave. Druiden, den gamle og den unge traf derfor beslutningen alene, om tidspunktet, om hvor, om hvordan og efter at have besejlet aftalen med mjød, gav de hinanden næven derpå.

Øvrigheden

Efterhånden som natten skred fremad tændtes en nervøsitet i flokken, og som ventet, da klokken havde passeret tre blev der tændt lys på trappen. Alle vidste at klokken fire gik det løs. Man rettede sig ind efter, som man forventede at komme for, og pludselig stod Øvrigheden i døren. Med myndig stemme kaldte han dem ind til sig, som ikke havde fået fået deres våbentilladelse fornyet, thi Øvrigheden lagde vægt på, at det skulle gå ordentlig for sig, i hvert fald der, hvor han havde ansvaret!

Få minutter før fire begyndte flokken at sætte sig i bevægelse frem mod Øvrigheden igen, denne gang for at betale for den lidenskab, man havde til sinds at kaste sig ud i. Alle holdt vejret i spænding og utålmodighed, ikke mindst den unge, især fordi det var ham, der havde opildnet sin gamle til atter at drage ud endnu engang. Den gamle havde ellers lagt sine våben til side og ladet ladheden brede sig over hjemmet. Høvdingen var just ankommet forinden medbringende sine vidundermidler, som kun han havde ret til at fordele iblandt flokken, mod betaling i rene guldklumper, forstås naturligvis.

Så gik det slag i slag, flokken opløstes. Den unge sad klar i køretøjet, da den gamle rasede hen over gårdspladsen. Kastede sig ind i køretøjet og de to fòr afsted væk fra slottet, som rygtet sagde, var ved at synke i voldgraven, hvis ikke lysere tider indtraf på egnen.

Dagslyset var ved at oprinde, da de to tungt belæssede asede igennem avlsgården. Lænkehunden var krøbet i læ, måske angst. Den turde ikke give sig til kende, som forleden. Den tilsåede mark blev passeret og man nærmede sig kanten af slotssøen, fra hvis mørke man ville tage kampen op mod de farlige lurende væsener med deres skarpe tænder. Rygtet havde talt om, at de denne nat ville være særlig store. Den unge udså sig, det for ungersvende som sådan naturlige, en behagelig plads, let at gå til, beliggende ved et gammelt skibsvrag. Denne gamle trodsede adskillige forhindringer hen over gyngende mosegrund, og fandt sig stående på en lille forhøjning med et træ, -  derude, hvor bare et forkert skridt måske kunne betyde fare for at blive suget ned i det bundløse mudder, for aldrig mere at dukke op.  

De fik nu ro over sig, ja følte sig lettede. Pludselig kunne de slappe af. De bemærkede gøgen, hvis kukken afslørede dens tilstedeværelse i et af de store træer. Heroppe fra kunne den iagttage flokken sprede sig rundt om slotssøen. Våbene blev ordnet og ladet. Det hvislede gennem luften. Store plask forkyndte, at de røde  var  på vandet. Nu var der ikke andet at gøre end at vente.

Anden der lo….

De fire på øen tiltrak sig opmærksomhed, da den ene pludselig havde en ordentlig en på. Den for op fra dybet, sprang og forsøgte at komme væk. De asede med den, og på trods af forlydender om, at de gennem årene hørte til de særligt udvalgte, og derfor netop var dem, der vidste hvordan, så kunne den gamle tydeligt høre det dybe suk, det gav fra flokken, da snøren sprang lige inden den skulle op. Ja, hvorledes kunne det ske, erfarne som de var? havde de været uforsigtige? Havde de undervurderet kæmperne? Havde de glemt stålforfanget? Ja, den gamle syntes at høre en and, der lo hånligt i morgendæmningen? ”Ja, ja”, sukkede han i sit stille, for hvem har ikke prøvet en og anden gang at miste!… og betragtede en fisk’s jagen ud for en lille holm, medens kulden sneg sig ind under jakken. Nok var det pinse, men helt varmt var det nu ikke.

Galgen.

Den gamle havde endnu et par hug, men måtte hen ad formiddagen konstatere at løbet synes at være kørt. Adskillige af kæmperne havde ladet livet og hang ned fra galgen. Deres grådighed havde ført dem i fordærv og nu hang de der, til frygt og rædsel for de mindre knægte, der betragtede dem med ærefrygt i øjnene. Forstås kunne det jo, og det var indlysende, at de var selvfølgelig fanget af dem, der vidste hvordan! Ja, selv quinderne i den fødedygtige alder var blandt dem, der vidste hvordan. Og den gode belønning fra Øvrigheden og Høvdingen udeblev heller ikke. Ja en stor pokal blev uddelt til den bedste quinde, og andre gaver faldt til store og små!

Der var jo nogen, der vidste hvordan

Og så blev der festet i Gram, ja fra nord, syd, vest og øst strømmede de til. Thi når der var fest i Gram, ja så strømmer selv godtfolk til, og markedspladsen blev fuld af tililende, tiltrukket af musik, gøgl, dans, mjød, m.m., thi også her blandt markedsfolkene og gøglerne var der nogen, der vidste hvordan…..

Den hvide dame?……… – Måske næste år?