|
Ih, hvor de gungrede. Jeg frydede mig over børnenes løb ud
over plankerne og den vilde jubel, når de sprang i vandet under vild jubel og
med store plask, så det sprøjtede op over mig og mine søskende.
Stolt har vi stået, to og to, år efter år, sommer efter
sommer, og glædet alle, såvel badegæsterne som fiskerne, men det var for intet at regne for det år, hvor
kongeparret og deres prinser og prinsesser kom forbi. Sikke en ståhej, der
blev, og hvor blev vi forinden renset, skrubbet, malet og forsynet med
sløjfer og bånd, så det var lige ved at være for meget.
Selveste borgmesteren kom og tog imod.
Jeg varmer mig ved tanken om den lykkelige begivenhed, men
bliver også lidt trist til mode, for i årene efter kom der færre og færre
folk. De rejste sydpå, sagde man. At flyve var nu så billigt, at godtfolk
kunne rejse. Ja, selv pøblen drog af sted, og i badetøj lignede de alligevel alle
hinanden. Selv om jeg godt vidste bedre.
Vi blev ikke mere vedligeholdt, fik pæleorm og det, der
var værre. Efterårets storme tog derefter den ene efter den anden af os og også
de store brofag. Vi græd, men ingen syntes at lægge mærke dertil. Man travede
bare forbi, og os, der blev tilbage, forsøgte være stolte i vores ensomhed.
Denne vinter syntes at blive mild, og jeg glædede mig, når
de smukke svaner svømmede rundt om mig, og nappede dit og dat af alt det
utøj, der sad på under vandet. Uh, hvor det kildede, men en morgen var vinden
slået om i nordvest og bragte kulde med sig ned fra Arktis.
Ih, hvor vi frøs, mere og mere, og dråberne løb ikke
længere af os, men klæbede til os, så det knagede i vores understel. Ja, med
vores alder, er vi jo ikke, hvad vi var en gang.
Jeg henfaldt i tanker om, hvordan jeg var blevet skovet i
den vestjyske plantage, for senere at blive savet og rundet til, og forsynet
med den smukkeste grønne farve.
Det var godt nok ikke sjovt at ligge neddykket i karret i
flere uger, men hvor var vi fine og næsten ikke til at kende fra hinanden,
som vi senere lå der på stranden og ventede.
Selvfølgelig havde det gjort ondt i hovedet, at blive
banket ned i havbunden. Stenene og muslingeskallerne havde skåret og kradset,
men da vi en uge senere stod på linje, rette og ranke, bærende på den smukke
bro, var vores fortrædeligheder glemt, og vi badede os i alle de smukke ting,
der blev sagt om os, og senere i glæden ved at blive brugt.
Og når vi kiggede rundt om aftenen, nød vi synet af
søstjernerne på bunden, hundestejlernes flugt fra torsk og skarv eller
ålekvabbernes gemmeleg ved vores fødder. Vi var sandelig midtpunktet, som
hele verden drejede sig om.
Den gamle stolthed kommer atter op i mig, men mismodet kommer
hurtigt tilbage, og jeg skutter mig under den tykke frakke af is, som vi nu
alle havde fået over os. Nej, selv om solen skinner, er det hele så trist.
Men der! Hvad er
det? Inde på stranden gør en lille terrier, og bag den kommer to børn
tumlende i deres vintertøj, glade og fornøjede, vinkende til deres forældre,
som vandrer hånd i hånd lidt bagude.
Men de vil sikkert heller ikke kendes ved os, og i bedste
fald vil de stoppe op, lige som andre har gjort, og måske smide sten efter
den måge, der sidder og klatter ned af siderne på mig, indtil den med sine
hæse skrig flyver væk og begynder at kredse højt oppe.
Nu står de og kigger.
- Se mor, siger den lille pige. Se, hvor fint
ballerinaerne står og danser piruetter ude på vandet.
- Ja, lille skat, hvor er de smukke. Moderen tager forsigtigt sin lille
datters hoved mellem hænderne og trykker blidt et kys på panden. –Hvor er du
sød.
- Nej, far, det er ikke dansere. Det er beduiner i
ørkenen. Drengen stråler.
- Ja, så kan du være kamelen, smiler faderen, men I har
ret. Fantasien er vigtig, og det er frit, at forestille sig alt, og de er nu flotte,
som de står deres med deres smukke beklædning.
Smuk, fine, ballerinaer, beduiner…..jeg fyldes med varme
og nyder hvert ord, og pludselig kan jeg se på mine søstre, at de retter sig
op og stråler. De har også hørt det.
Og de gamle pæle glædede sig over igen at være kommet til
ære og værdighed……. lige til vinterens sidste
forårsstorm også tog dem - bort.
|
