Når kirsebærtræerne blomster,
det gør de i denne stund,
er det, som jorden rækker
himlen sin blomstermund
- Nis Petersen

Desværre måtte  alle kirsebærtræerne lade livet i 2014, da de var for gamle og derfor til fare for omgivelserne. I 2015 blev der plantet nye, men de gik desværre ud, så det ser ud til at vare længe før vi igen har det smukke syn på Kongevej.

Præsentation:
Uddannet folkeskole lærer i 1984
1984 - 2000 Haderslev Tekniske skole, nu EUC Syd (lærer og EDB administrator)
2001 - 2003 AOF's sprogskole Aabenraa (lærer)
2004 - ?       VUC Syd (Underviser i  Forberedende Voksenundervisning

Historien om Kongevej.dk begyndte med registreringen af domænet den 12.05.2006, og har således 10 års jubilæum næste år.
Inden da havde jeg haft hjemmeside i flere år tilbage fra min tid på teknisk skole, hvor mine øjne åbnede sig for muligheden for at distribuere viden, links, opgaver, mv. til elever og kursister.

På min nuværende arbejdsplads på VUC Syd valgte man for et par år siden at overgå til først MacBook og nu iPad til erstatning for papir materialer. Det hele skulle nu distribueres elektronisk. Dette medførte, at jeg kastede mig over opgaven med at bygge hjemmesider i stor stil til grundlæggende dansk, f.eks.  selvrettende diktater med lydfiler, samt links til andre hjemmesider med gode opgaver. Det var ikke muligt at distribuere fra VUC's intranet, da vi var stoppet med at bruge Fronter, og jeg valgte derfor at anvende min egen hjemmeside, og den havde navnet kongevej.dk efter den vej, som jeg bor på.

Jeg havde oprindeligt tænkt mig, at den skulle være til mit eget brug, samt hjælpe mine kolleger, og jeg havde ikke forestillet mig, at den ville blive benyttet så meget over det ganske land, som den gør nu.

Den er gratis at bruge, - dog kan kopiering fra en del af siderne gøres indenfor Copydan aftale. Alle øvelserne, hvor linket viser tilbage til kongevej.dk er sider og opgaver, jeg selv har programmeret, og kun her vil jeg være i stand til at rette fejl. Disse vil jeg rigtig gerne informeres om. Vises der noget andet, har jeg ikke mulighed for det.
Jeg afholder selv alle udgifter på siden.

Lysten til at fylde hjemmesidens øvelser op med reklamer er meget lille, og jeg synes, at kursisternes fokus bliver forstyrret, hvis siderne bliver meget brogede, så indtil videre er det ikke en vej, jeg betræder..... foreløbigt, men jeg går om et par år på pension, og dermed bliver indtægten mindre, og så kan det godt være, at jeg bliver nød til at skabe en indtægt på siden for at holde den kørende.

God arbejdslyst!

Torben Jessen
Haderslev d. 29.10.2015